Børnehuset på Østerhøj Ballerup


Rikke Hansen, nuværende partner i Erik Møller Arkitekter, har som tidligere medejer i Arkos Arkitekter, tegnet Børnehuset som er et resultat af en vunden dobbelt konkurrence om et børnehus og et fælleshus, placeret som indgangsport til boligbebyggelsen Østerhøj i Ballerup.
Byporten skabes via præcist plantede birketræer, så fælles-og børnehus kan trækkes så langt væk fra trafikårer som muligt.

Børnehus
Formen tager udgangspunkt i to hænder, der folder sig beskyttende om børnene. Sidefløjene med stuer i to etager omslutter et dobbelthøjt glasoverdækket rum, en ”skovsal”, der strækker sig gennem bygningen fra syd til nord.
Skovsalen er et uopvarmet rum, og indgår ikke i det samlede bruttoetageareal.
Rummet er herved en meget økonomisk måde at skabe en ekstravagant rumlighed til børn og voksne.
Skovsalen udgør ankomstrummet med garderober.
Stuerne friholdes herved fra dunster fra vådt, og snavset overtøj, hvilket giver et markant bedre indeklima..
Aflevering og afhentning af børn, er ofte tilspidsede situationer, hvilket kan føles forstærket af trange og varme garderoberum. Her åbnes for en mere legende og rumlig god oplevelse.

En pædagogisk fortælling om træ
Huset ligger i kanten af skoven, hvor de mørke træarter afløses af lyse, lette birketræer. Som kontrast til de lyse birkestammer fremstår den ydre facade med mørkbejdsede vandrette brædder.
Bearbejdningen af træ er alt finere jo dybere ind i huset man kommer, og formidler således en pædagogisk fortælling om skovens materialer, anvendelse og muligheder. At træet skal være robust, hvor det er udsat for vind og vejrpåvirkning, og at det kan være fint, hvor det er beskyttet og kan berige rummet.
Ind gennem huset forfines anvendelsen træ til høvlede lyse brædder, og i skovsalen findes forskellige bearbejdninger af træet i listebeklædninger af lærk og garderobernes birke-finerede overflader.

Epilog
Efterfølgende studier af Børnehuset viser, at børnene i meget stor udstrækning bruger det udvidede territorium "skovsalen" som ekstra legerum. Indeklimaforhold vedr. dagslys og luftkvalitet er i top og det samlede støjniveau i hele institutionen er markant lavere end i andre institutioner, til glæde for både børn, pædagoger og forældre.

Download referenceblad.



Bygherre:

Ballerup Kommune

Omfang:

ca. 750 m2

Byggesum:

10 mio. kr.

Årstal:

2002

Arkitekt:

Arkos Arkitekter
ved Rikke Hansen