Daells varehus er opført i 1933-35 af arkitekt Vilhelm Lauritsen på hjørnet af Nørregade og Krystalgade. Det nyopførte kompleks hentede inspiration fra modernismen, og de nyeste europæiske arkitekturstrømning. Varehuset blev opført med det karakteristiske tårn og de gennemgående vinduesbånd i den store pudsede facade, der bæres af underetagens granitbeklædte butiksfacader. I 1950´erne udvides komplekset langs Krystalgade og Fiolstræde med en mindre karakteristisk udgave af 30´er bygningen.
I slutningen af 1990´erne lukker Daells Varehus og i 1999 overtages den af TK Development med henblik på indretning af et 5 stjernet cityhotel med 270 værelser og suiter for den norske hotelkoncern HOST.
Butiksfunktioner bevares i stue og dele af 1.sal.
Hotellets hovedindgang kombineret med café ligger i Krystalgade med direkte adgang til vestibule på 1500 m2, udbygget i gårdrummet, som et stort overdækket rum, der indeholder restaurant, lounge, ballroom og reception.
Værelser og suiter fordeler sig i de øvrige etager, en del med balkon med udsigt over byens tage.
Hotelkomplekset underdeles i sit facadeudtryk med forskellig facadefarvesætning for at styrke Lauritsens oprindelige bygning, og for at nedbringe skalaen i bybilledet.
Ombygningen er præmieret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, 2003.