Kontinuitet


Erik Møller Arkitekter varetager 3 kongelige bygningsinspektorater, med Peder Elgaard som bemyndiget, og med titel af kgl. Bygningsinspektør. Tilsyn med statens ejendomme i gruppe 1 skal varetages af en kgl. bygningsinspektør. Det drejer sig primært om fredede bygninger og derudover om andre bygninger eller bygningsanlæg som har en særlig bygningsmæssig kvalitet.

Inspektorat 1 omfatter 390.000 m2 herunder Amalienborg, Rosenborg, Kronborg, Det kgl. Teater, Statens Museum for Kunst, Landsarkivet m.fl. Tegnestuen har varetaget inspektorat 1 siden 1984, og i perioden frem til 2008 med Jens Fredslund som kgl. Bygningsinspektør.
Inspektorat 7 omfatter 240.000 m2 universitetsbyggerier herunder Aarhus Universitet, kunstskolerne på Holmen, og dele af Københavns Universitet.
Inspektorat 8 omfatter 70.000 m2 gymnasieskoler herunder Århus, Viborg, Randers, Ribe og Roskilde katedralskoler, Århus Statsgymnasium og Øregård gymnasium.

Tegnestuen har desuden en række rammeaftaler om varetagelse af de bygningsmæssige opgaver i forbindelse med større bygningsanlæg herunder Danmarks Tekniske Universitet, Danmarks Nationalbank, og en række af Slots- og Ejendomsstyrelsens ejendomme vest for Storebælt.

Partner Ole Drachmann er slotsarkitekt for Bäckaskog Slott i Skåne, en opgave der indebærer varetagelse af de bygningsmæssige opgaver i forbindelse med det fredede bygningsanlæg.

Både bygningsinspektorater, rammeaftaler og rollen som slotsarkitekt giver mulighed for at arbejde i de samme bygninger i flere år i træk. Det giver en særlig fortrolighed med bygningerne og en sikker fornemmelse for deres specielle kvaliteter og karaktertræk, alt sammen indsigt vi benytter til at varetage bygningernes vedligehold og udvikling bedst muligt.