Visionen er at skabe et helårshotel og en svømmehal af høj arkitektonisk og brugsmæssig værdi for både turister og lokalbefolkning på Samsø.
Projektets mål er i lige høj grad at skabe en god base for turister og at give noget tilbage til samfundet på Samsø, blandt andet ved at satse på helårsturisme.
I tråd med øvrige bæredygtige energiinitiativer på Samsø er det intentionen at skabe et 0-energi-hotel.
Hotel og svømmehal opføres på et landskabeligt smukt beliggende areal øst for Langemark og syd for Samsø Golfbane.
Stedet er helt unikt og karakteriseret ved et smukt bølget landskab. Der er fra bakken mulighed for udsyn til Samsø Bælt henover det smukke afvekslende, bølgende landskab, med golfbanens kultiverede, parklignende landskabsrum mod nordøst og græsningsarealer mod sydøst. Den blå stribe, der udgør horisontlinien giver landskabet en smuk dybde.