EMA har i samarbejde med Wind ejendomme udviklet projektet til Ungdomsboliger i Ørestad Syd.
Bygningen ligger op af store grønne friarealer, og får en vid udsigt over Amager Fælled. Bygningen indgår som en tæt integreret del af en klart defineret bymæssig bebyggelse, og vil i sammenhæng med de mange øvrige boliger i kvarteret, sikre den bredde i beboergruppen, der vil være med til at gøre bydelen levende.
Gårdrummet - Det vestvendte gårdrum med forbindelse til den lille plads ”byens terrasse”, er beplantet med birketræer. Inde i gårdrummet fortsætter beplantningen som grupper af træer i forbindelse med de tre opholdspladser i solen. Gårdrummet indrettes med et vandforløb og bliver et offentligt rum med ”haver” i tilknytning til ungdomsboligernes fællesrum.
Boligen - Boligerne udføres som etværelseslejligheder for unge og studerende, og er placeret i de tre enheder i seks til otte etager. Adgangen til boligerne sker fra indvendige fællesgange der ligger langs facaderne, så de får dagslys.
Fællesrummene - De fælles køkken- og opholdsrum er placeret og udformet så de understøtter fællesskabet. Ankomstgangene skaber horisontal sammenhæng mellem boligerne, mens de fælles køkken-opholdsrum skaber en vertikal sammenhæng.
Boligerne overholder lavenergiklasse 2, med Canadiske solvægselementer, der integreres i facaderne desuden placeres solceller og solvarme på tagfladerne.
Boligerne projekteres i Revit, et 3D databasebaseret program, og forventes at stå færdige i 2009.